Østjysk Hjemstavn
Anmeldelse
af Østjysk Hjemstavn 2005
Af Henrik Gjøde
Nielsen
I løvens
gab…
Redaktionen af Fortid og Nutid, Tidsskrift for kulturhistorie og
lokalehistorie, bad mig i foråret 2006 om at skrive en
debatanmeldelse, en lidt større sag, af de historiske årbøger 2005.
I den forbindelse korresponderede jeg bl.a. med redaktøren af Østjysk
Hjemstavn 2006 Kurt Quist Nielsen, og – en af – beslutningerne
truffet i den sammenhæng var, at jeg skulle skrive en anmeldelse af Østjysk Hjemstavn 2005 til
offentliggørelse i Østjysk Hjemstavn 2006, vel at mærke inden jeg
overhovedet havde haft Østjysk Hjemstavn 2005 i hånden.
Nu er én ting at anmelde en bog, hvad enten der er tale om en
monografi eller en årbog, i et tidsskrift, der i øvrigt ikke har
noget med den pågældende bog at gøre. Noget ganske andet er at
anmelde en årbog i næste årgang af samme årbogsrække.
Det svarer til at stikke hovedet ind i løvens gab. Hvis nu bogen er
elendig, eller i det mindste behæftet med en del dårlige bidrag, og
man skriver det, kan man være sikker på at påkalde sig vrede. Hvis
man på den anden side roser den pågældende årbog i mere eller
mindre høje toner, kan man blive beskyldt for fejhed, for ikke at
ville påpege fejl og mangler. Jeg besluttede mig på forhånd for at
gøre det eneste redelige: At anmelde Østjysk Hjemstavn 2005 ærligt,
og så udsætte mig for kritik for enten at være for skrap eller for
venlig i min bedømmelse. Efter at have læst Østjysk Hjemstavn 2005
udsætter jeg mig gerne for det sidste.
Udenværker
til inspiration
Når j eg
overhovedet har bundet an med såvel debatanmeldelsen til Fortid og
Nutid som med denne særlige anmeldelse af Østjysk Hjemstavn 2005,
skyldes det ikke mindst det forhold, at jeg selv sidder i redaktionen
af årbogen Fra Himmerland og Kjær Herred, og er næstformand og
sekretær i styrelsen for Historisk Samfund for Himmerland og Kjær
Herred. Og det er jo altid interessant at se, hvorledes lignende
samfund og foreninger løser lignende opgaver fra deres dele af
landet. Man kunne blive inspireret. Og det gør man af Østjysk
Hjemstavn.
Allerede ved første øjekast tager Østjysk Hjemstavn sig indbydende
ud: Et godt format, udmærket papir, et væld af fine
farveillustrationer, og med en oversigt over bestyrelsesmedlemmer i Østjysk
Hjemstavnsforening (s. 6), med adresse, telefonnummer og
e-mailadresser, så man hurtigt og umiddelbart kan komme i kontakt med
foreningen, hvilket man i øvrigt også kan komme via foreningens udmærkede
hjemmeside.
Fortsætter vi med
udenværkerne, d.v.s. de dele, som ikke er regelrette, historiske
artikler, så opdager læseren til udelt glæde tidligt i bogen et
kort (s. 4), over samfundets område, med angivelse af omtalte
lokaliteter. En ”Skalk´s” idé, som ligger lige for, men som
absolut ikke er hverdagskost i de amtshistoriske årbøger, men burde
være det, al den stund mange årbøger dækker amter, som eksisterede
for indtil flere strukturreformer siden. (Hvem ved f.eks. hvilket område
Kjær Herred dækker?) Altså allerede her et eksempel til efterfølgelse.
Noget, som man i Østjysk Hjemstavn stort set forbigår i tavshed er, at
årgang 2005 er den 70. årgang. Det nævnes i forordet (s. 3) og i Formandens
beretning 2004-2005 (s. 161-165) af Karen Margrethe Sørensen (s.
161), men ellers har det ikke sat sit præg på bogen, f.eks. i form
af erindringsartikler fra tidligere formænd eller i artikler om Østjysk
Hjemstavnsforening eller dens årbog. Det kunne man have valgt, men
har åbenbart foretrukket at lade kvaliteten i sig selv bære jubilæet.
Desuden er 70 vel heller ikke et særligt markant tal for en historisk
forening.
Et andet område, på hvilket Østjysk Hjemstavn adskiller sig fra en
del årbøger, er i artiklen Litteratur om Østjylland siden sidst af
Lars Otto Kristensen (s. 151-160). En del årbøger bringer
lister over lokalhistorisk litteratur, enkelte har deciderede
anmeldersektioner, og i Østjysk Hjemstavn finder man en tredje løsning,
nemlig en i artikelform skrevet redegørelse for og introduktion til den
– må man tro – væsentligste litteratur fra området, samt i øvrigt
omtale af film og internetsider.
Skal vi – og det skal
vi j o så – dryppe lidt malurt i bægeret vedr. bogens udenværker,
må det blive de meget kortfattede Forfatterbiografier (s.
7-8). Hvad biografierne mangler i tekst, modsvares af en række
farvefotografier (og et enkelt sort/hvidt) af forfatterne. Det er vist
ved at være en årbogstendens at der bringes fotos af forfatterne,
men hvorfor egentlig? Netop i en sammenhæng som denne er det mere
interessant at kende forfatternes baggrund, end at vide hvordan de ser
ud.
Den personlige tilgang
Går vi så
til indholdet, de egentlige historiske bidrag, som må jeg løbe
risikoen for at blive opfattet som lidt for venlig ved forlods at
konstatere, at der er tale om artikler af høj kvalitet og gennemgående
uden de mere traditionelle, som af ”X Sogns ejendomshistorie,” men
dog med enkelte traditionelt orienterede erindringsartikler, der uden
tvivl har et publikum i det østjyske. Gennemgående for artiklerne i
Østjysk Hjemstavn 2005 synes at være, at de alle har et ganske
personligt udgangspunkt, hvad enten emnet har involveret forfatteren
personligt, eller forfatteren er blevet indfanget af et bestemt sted
eller en bestemt hændelse. Jeg skal ikke her give blot tilnærmelsesvist
udtømmende referater af de enkelte artikler; hvis man vil læse dem,
må man anskaffe sig Østjysk Hjemstavn 2005, men enkelte elementer bør
fremhæves.
Til de artikler, hvor forfatteren har været direkte involveret, hører
Thorkild Simonsens arbejde Musikhusets fødsel (s.
11-16). Alt for ofte sker det, at fremtrædende personligheder ikke får
berettet om denne eller hin begivenhed. Med beretningen om noget så
markant som forhistorien for og fuldførelsen af Musikhuset i Århus,
sikres denne historie for eftertiden, skrevet i et på én gang kort
og kompetent sprog, og med de skæve vinkler, et sådant projekt afføder.
Ud over redegørelsen for protester fra folk der ikke var bosiddende i
Århus (s. 13-14), bør nævnes, at man på et tidspunkt faktisk
opererede med en koncertsal uden scene, (s. 12), hvordan i alverden
man så kan gøre det. Det lyder som en Århushistorie, hvis nogen kan
huske dem. En anden markant Århuslokalitet, og med den et stykke
gymnastik- og idrætshistorie fra Århus, skildres af Mogens
Weinreich i Fra Galgebakken til Atletion (s. 121-130); en
artikel, som tillige antyder, at også idrætshistorien er ved at
vinde mere udbredt interesse, efter i mange år at have levet i trange
kår. Netop i årbogssammenhæng er idrætshistorien godt stof.
Det mere rendyrkede erindringsstof i Østjysk Hjemstavn 2005 er repræsenteret
ved Bodil Fruelund Kærgaards muntre og velskrevne lille opsats
Udflugter til Tåstrup Mark (s. 37-40) og Agnes Bruun Sørensens
artikel Saxild Sogns første 100-årige (85-96). Bag den
titel gemmer sig en introduktion til Agnes Bruun Sørensen, hvorpå følger
et ærligt og ligefremt erindringsmanuskript, hvis forfatterinde døde
i 2001, 107 år gammel, så der var nogle år at skrive erindringer
fra. Lokaliteters direkte inspiration til forfatterne har bl.a. affødt
artiklen Mønstedslægtens gravsted i Lyngsbækgård Skov (s.
41-50) af Jørgen A. Pontoppidan. Udgangspunktet for artiklen
var ganske enkelt en gåtur i Lyngsbækgård Skov, som resulterede i
en række små portrætter af de begravede, samt i øvrigt et inserat
om en mystisk marmorplade og Lyngsbækgårds nuværende ejeres, Vivi
og Per Henriksens, indsat for bevaringen af denne. I En tur langs
Lilleåen (s. 97-103) tager Niels Peter Boye-Nielsen læseren
ved hånden på en historisk tur fra Lading by til Gudenåen, mens Viggo
Lovdal i Labing Mølle er et sted med saft og kraft (s.
131-136) følger en enkelt lokalitets udvikling. Bevæger vi os fra
land- og vandskaber til byer og huse, så redegør Bent
Knie-Andersen i Palæet i Horsens (s. 63-66) glimrende og
grundigt for den bygning, der i tiden fra 1780 til 1807 udgjorde et
fornemt fængsel for fire russiske søskende, to prinser og to
prinsesser, og for hvad der siden skete med bygningen, mens Brian
Wiborg i Mjesinghuset kom på museum (s. 104-110) bruger
Mjesinghuset, som først blev flyttet fra et sted til et andet i
landsbyen Mjesing og derefter til Hjerl Hedes Frilandsmuseum, som afsæt
til en beretning om huset som skole og derpå som husmandssted.
Dramatik gør sig altid godt, og det er der da også en del af i Østjysk
Hjemstavn 2005. Med Henrik Stamer Hedins artikel Glaskunstens
skæbne ved Gl. Rye (s. 17-21) fortælles både et spændende og i
nogen grad upåagtet stykke lokal- og Danmarkshistorie, nemlig
glasproduktionens korte men kraftige glansperiode, og tillige en drabelig
historie om et mord i Rye kirke. En decideret kriminalhistorie er ”Brandstifteren ” fra Voel (s.
67-84) af Jørn Froberg, og
det samme må siges at gøre sig gældende for Et
trekantsdrama på Stabrand Mark (s. 111-120) af Knud Fabricius.
En rent ud sagt utrolig historie om, hvad
mennesker kan få sig selv til. Også denne artikel har dybest set et
personligt udgangspunkt, og rummer dramatik i en grad, så fortællingen
kunne danne udgangspunkt for et filmmanuskript. Stadig i den
dramatiske, men mindre onde ende, findes Anders Errboes gribende
skildring, En sandfærdig beretning om en grufuld postulykke og
Sidsel Maries symaskine (s. 51-62), som handler om, hvor meget
grueligt nogle mennesker må igennem i livet.
Til den mindre dramatiske, men derfor ikke mindre grundige del af
artiklerne hører Jørgen Skødt Pedersens glimrende artikel For
200 år siden blev der skabt fred i skoven (s. 22-36) om
virkningen af Fredsskovsforordningen af 27. september 1805 i Randers
Amt, samt Troels Christensen Lunds artikel Svend Thusbek (s.
137-150), om et forfatterskab om Hads Herred i gamle dage. Svend
Thusbek var forfatterens oldefar, så også her har vi et dybt
personligt udgangspunkt.
Kvalitative karakteristika
Som allerede nævnt er det en tendens i Østjysk Hjemstavn 2005, at udgangspunktet for mange af artiklerne, om ikke de fleste, er noget dybest set
personligt. Det vil det ofte være,
men her ligger man ikke skjul på dette udgangspunkt,
men har nærmere gjort det til et princip.
Et andet fællestegn
for artiklerne er, at de alle er meget velskrevne. Det kan naturligvis
skyldes, at man har valgt forfatterne med omhu, men det kan også
skyldes, at redaktionen har påtaget sig det store arbejde med at
rette og vejlede forfatterne på en måde, så man har opnået gode
resultater. Uanset om det er det ene eller det andet der gør sig gældende,
tjener det redaktionen til ære.
Skønt mange af artiklerne er ret korte, så sidder læseren på intet
tidspunkt tilbage med en fornemmelse af, at der er blevet skåret, således
at den begrænsede kvantitet er opnået på bekostning af kvaliteten.
Samtidig betyder både den korte form og de mange emner og perioder
formentlig, at også nye og uprøvede forfattere kan få lyst til at
binde an med en artikel til Østjysk Hjemstavn. Ingen skræmmes af
form eller indhold. Der er både spændvidde og faglig kvalitet.
Endelig skal det understreges, at Østjysk
Hjemstavn 2005 både kommer vidt omkring i Østjysk
Hjemstavnsforenings ansvarsområde, og vidt omkring periodisk. Også
for folk, der som denne anmelder ikke har rod i det østjyske, er der
meget at hente i Østjysk Hjemstavn, som man faktisk kommer til at føle
sig lidt hjemme i, når man har læst bogen.
Østjysk
Hjemstavn 2005 kan
anbefales. Også trods risikoen for at virke (for) venlig.
|