Nørreå dalen og landbrugsmuseet Hessel

Torsdag den 22. August 2019,

Ansvarlige for turen: Jørgen Bitsch og Søren Sørensen

Vi var desværre kun 23 deltagere på en veltilrettelagt tur gennem den smukke Nørreådal, som strækker sig fra Randers til Viborg. Vi startede kl. 8.00 fra Musikhuset i Aarhus  - og var lidt forsinkede fra pendlerpladsen ved Framlev korsvej.

Vi startede med at køre en tur rundt på de små smalle veje ved bofælleskabet Hertha i Herskind - og ærgede os over vi ikke havde tid nok til at høre mere om det og se nærmere på det. (Måske bliver der lejlighed til et senere besøg).

Så videre - ad de mindre veje forbi Frijsenborg, Pøtmølle, Haurum, Langå og Fladbro til Nørreådalen. Vi passerede Fussingø slot og hørte lidt af dets spændende historie.

Fussingsø Slot

Derefter videre til Ålum kirke - hvor vi efter en stående kop kaffe ved bussen, fik set den spændende kirke. Den lokale præst Søren Dam Kjeldsen fortalte om sin kirke - Han fortalte blandt andet om kalkmalerierne og de indmurede reliefer og begravelserne inde i kirken af de gamle ejere af Fussingsø.

Efter besættelsen blev Fussingsø beslaglagt af den danske stat, da man anså ejeren for at være tysk. Præsten fortalte om kirkens besøg af den tyske arving Grevinde Elisabeth zu Stolberg som med intervaller frem til sin død har besøgt området og kirken. Hun døde i 2007 i Tyskland. Hun ønske at blive begravet inde i kirken, men det kunne ikke lade sig gøre - men hun fik den nærmeste plads på kirkedøren.

Med Jørgen Bitsch som en meget vidende guide kørte vi videre gennem Nørreådalen helt til Viborg. - Hvor vi drejede nordpå mod Hvalpsund.

På Hvalpsund Færgegård fik vi serveret en gammeldags flæskesteg med desert

Efter deserten kørte vi videre den korte tur til Landbrugs- museet Hessel. Vi fik et foredrag om stedets historie - om etableringen af museet og hvad vi kunne se der. Derefter fik vi kaffe med "hjemmebagt" kringle.

Vi havde godt en time til selv af se staldene - laderne - og stuehuset - alle gav et godt blik i livet på landet der for 100 år siden.

Stuehusets facade mod haven er den eneste, hvor man har bevaret den gamle bindingsværk, som hele gården jo havde været bygget af.

Der var lige tid til lidt pige snak på bænken på gårdspladsen.

Da det var tid at gå mod bussen, begyndte det at småregne. Dagen havde ellers holdt tør og overskyet - så varmen ikke var så vild.

Turen mod Århus var lang - men dejligt at der var god tid til at fordøje en dag med mange spændende input - blot en skam, at der ikke var flere med på turen.